ANG. LONE
En skøn film
Den spillefilmsdebuterende Franz Ernst har med forbløffende sikkerhed formået at levendegøre de mennesker og miljøer, Lone kommer i kontakt med. Der er ikke en eneste professionel skuespiller med i filmen, og der blev ikke skrevet en eneste replik ned på forhånd. Filmen er således endnu en triumf for den ‘halvdokumentariske’ metode, som hviler på de medvirkendes spontane ydelser og evne til at lade deres personlighed komme til fri udfoldelse foran kameraet.
Det er ikke nok at sige, at Franz Ernst behersker denne metode – han anvender den på en måde, så den føles som den eneste rigtige i den givne sammenhæng.
…
Det er i det hele taget svært at finde lovord nok om Pernille Kløvedals personifikation af Lone. Det, hun yder, er ikke nogen ‘præstation’ – hun er blot i filmen og kan lige så lidt skilles fra den person, hun fremstiller, som Jean Pierre Léaud kan skilles fra drengen Antoine i Truffauts Ung flugt.
…
Ang. Lone er en skøn film, en begivenhed i vort hjemlige filmmiljø. Den fortjener at gå hele sommeren i Carlton og efteråret med.
MORTEN PIIL, INFORMATION
Uden en falsk tone
Flere anmeldere mente, at “Ang. Lone” måske er den væsentligste film, der endnu er lavet på dansk grund. I indledningen til den meget korte drejebog … fortæller instruktør/forfatter-parret Franz Ernst og Charlotte Strandgaard om deres intentioner med filmen, som det lykkedes dem at forløse til fuldkommenhed.
ERIK NØRGAARD, LEVENDE BILLEDER I DANMARK
LIVET ER EN DRØM
De anderledes oplevende
Det ville være misvisende at sige, at Franz Ernsts nye film handler om sindslidende. Det, der gør den til den mest fascinerende danske dokumentarfilm, jeg nogensinde har set, er netop, at Ernst aldrig bruger sygdomsbegrebet som sit udgangspunkt, men i stedet fordomsfrit prøver at leve sig ind i de psykiske tilstande, der normalt går under betegnelsen sindssygdom. Ved at forholde sig intenst lyttende til de mennesker, der har afvigende oplevelser, formår han at åbne et vindue ud til en ny verden, der virker mere forunderlig end syg.
…
“Livet er en drøm” er et uundværligt dokument i debatten om behandlingen af de mennesker, der oplever verden anderledes end flertallet. Den er en udfordring til lægerne og et smukt bidrag til en bredere forståelse af psykiske tilstande, der er fremmede for mange. Dens dokumentation gør den uafviselig, og dens lydhørhed overfor en sær, oplevelsesfyldt verden af poesi, mystik og melankoli gør den til et kunstværk.
MORTEN PIIL, INFORMATION
“ Vi havde en kontrovers i begyndelsen af 70’erne, hvor jeg var programredaktør på Statens Filmcentral. Jeg bestilte film hos nogle af mine venner fra ABCinema, Bjørn Nørgaard, Franz Ernst, Kristen Bjørnkjær, Allan de Waal, Per Kirkeby. De fik frit spil til at lave en film efter eget oplæg. Bjørn lavede sin provokerende Nadveren, hvor han selv er Jesus omgivet af apostle, som spilles af hans venner. De spiser og drikker hæmningsløst og nyder forskellig underholdning foran nadverbordet, bl.a. strip tease og tryllekunst. Philip Lauritzen fra Information spurgte mig, hvorfor jeg gav penge til mine venner. Mit svar – som mange stadig kan huske – var:
“Jeg kan jo ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde.””
JØRGEN LETH: Det uperfekte menneske, scener fra mit liv
SUPERTANKER
Endnu et hovedværk fra en af de store i nyere dansk film
Franz Ernsts dokumentarfilm om supertankeren Vespasian er endnu et hovedværk fra én af de helt store i nyere dansk film. Der bliver ikke sagt særlig meget i filmen, som til gengæld har en utrolig gennemarbejdet, gennemtænkt, kompakt billedside.
ERIK THYGESEN, POLITIKEN
348 meter lang og 22 millimeter tyk
Mesterlig dansk film om en supertanker
Det er et umådelig spændende stof Franz Ernst har fået forærende til denne film. Men det er især en overrumplende frugtbar form han har fundet til at give det kontur: gyserens. ‘Supertanker’ er en æstetisk film, men den bruger sine udspekulerede og artistiske virkemidler logisk og relevant. Omhyggeligt præsenterer Ernst de elementer han vælger at stille over for hinanden i filmen.
…
‘Supertanker’ er en fremragende dokumentarfilm om økologisk hasardspil. Men den er også et udtryk for Ernsts originale visualitet og formvilje. Dobbelt overraskende lige efter han har slået sig fast som den realistiske skuespillerinstruktør par excellence med tvspillet ‘Afbrudt møde’.
ANDERS BODELSEN, POLITIKEN
DEN VIDE VERDEN
Fra det nære til det fjerne
Poetisk-filosofisk sus i Franz Ernsts univers
Franz Ernsts film er én af den slags, det er umuligt at gøre producenter varme på manuskriptstadiet, men som, når den alligevel foreligger, er en født klassiker, som vil blive refereret til igen og igen for sit markant personlige udtryk.
NINA DAVIDSEN, INFORMATION
MELLEM HIMMEL OG JORD
Astrologi for skeptikere
Overbevisende film om astrologiens potentiale – i de rigtige hænder
I disse tilbageblik viser Ernst sig som en atmosfæreskaber af de sjældne. En kamerakørsel ned ad Værnedamsvej, mens personen taler om trafikalt besvær med at nå til farens dødsleje i tide. Eller en opdækket, ubefolket spisestue i hendes barndomshjem – begge indfanger eminent stemningen af henholdsvis desperation og der-var-engang.
…
Ernst (og Bruus) gestalter personens religiøse higen og psykiske styrke med nogle naturbilleder af næsten panteistisk skønhed, der gør én sulten på en spillefilm fra samme billedgemyt. Men indtil da er ‘Mellem himmel og jord’ en provokerende og fascinerende dokumentation.
NINA DAVIDSEN, INFORMATION
Fornuften udfordret
Fængslende kvindebiografi i bevægende dansk astrologifilm
Franz Ernsts fascinerende og bevægende kortfilm handler om tre astrologers kortlægning af den 44-årige Helle Galals liv – sammenholdt med hendes egen beretning.
BETTINA HELTBERG, POLITIKEN
AFBRUDT MØDE
Lige på Kanten
Lars Knutzon skal ikke fremhæves på bekostning af andre. Der blev spillet på et ualmindelig højt niveau og med en homogenitet, der imponerede. Franz Ernst havde instrueret med udsøgt sordin, undertiden dæmpet indtil det lydløse, og med et gehør for undertoner, som han fik til at klinge med helt ud i birollerne, som f. eks. Nina, receptionisten, som Elsebeth Nielsen gjorde imponerende nærværende.
NIELS BARFOED, POLITIKEN
MAND MOD HEST
Kunsten at få en vild hest ned at ligge
Franz Ernsts fornemme dokumentarfilm “Mand mod hest” er ren lyrik.
Franz Ernst har med inspiration fra billeder taget af fotografen Tine Harden valgt at skildre en 600 år gammel ceremoniel tradition i en 25 minutter lang film med et par indledende tekster, men uden speakerkommentar og stort set uden replikker.
Det er en klog disposition. Takket være Klaus Risagers hemmelighedsfuldt simrende musik og den svenske filmfotograf Dan Holmbergs udsøgte billeder er “Mand mod hest” blevet ren lyrik – fyldt med bevægelse og dramatik, men først og fremmest en sanselig poetisk skildring af en fængslende skik.
Det er dejligt at se, at han med “Mand mod hest” stadig kan fortælle dragende og besnærende i levende billeder.
EBBE IVERSEN, BERLINGSKE TIDENDE