I den lille fynske by Assens, hvor jeg er født, lignede biografen med sine enorme græske søjler et tempel, og det var den også for mig, et magisk sted hvor jeg skridt for skridt blev indviet i tilværelsens hemmeligheder. En af de allerførste stærke filmoplevelser lærte mig noget afgørende. Jeg var ikke ret gammel, det var i 1940’erne, og filmen foregik på stenbroen og i en baggård på Nørrebro i det fjerne København. Jeg havde aldrig været på Nørrebro, men filmen var så levende, nærværende og realistisk, at jeg ikke var i tvivl om, at stedet virkelig fandtes. Filmen lærte mig noget om helte og skurke. Jeg havde prøvet at få hældt grus i håret af gruppens leder Knuddi ovre fra brandstationen, som vi så op til, det kom som et chok, og jeg anede ikke hvorfor, han gjorde det. Nu så jeg i filmen, at inde i København fandtes der en skurk, en fræk og flabet tyveknægt med håret ned over øjnene og en alt for bred mund. Han var ond over for ungerne i baggården. Han hed Preben Neergaard, og filmen hed “De pokkers unger”. Hans brutalitet gjorde mig bange, men samtidig var det en sært befriende følelse at se ondskaben udefra og forstå, at det ikke bare var en uberegnelig tilfældighed, at Knuddi havde hældt grus i håret på mig. Knuddi var i virkeligheden en skurk, og han ville fortælle mig noget bestemt med det, han gjorde. Hvad det var, fandt jeg først ud af nogle år senere, men ondt var det, og det er vigtigt at kende forskel på de gode og de onde, så man kan være på vagt over for de onde. En forenklet opfattelse, kan man sige, men efterhånden blev min opfattelse af godt og ondt da også mere nuanceret. Ikke mindst gennem film og bøger.
Jeg lærte også andre ting om livet i de næste år – heldigvis da. De praktiske, konkrete ting først og fremmest gennem livets kontante men også tit uigennemskuelige skole, men overblikket, sammenhængene og indsigten fik jeg først og fremmest fra film, romaner, musik, malerkunst, digte og teater. Uskylden blev efterhånden transformeret til en lidt større, om end altid for lille viden. Montgomery Clift og Frank Sinatra i “Herfra til evigheden” fortalte os alt om krigens chokerende gru og meningsløshed, Count Basies big band i KB-hallen blæste os overvældede ud i det gyngende himmelrum med “April in Paris”, Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld” trak hele gulvet væk under fødderne på mig – var det virkelig muligt at blive forført af sin vens sexede mor? “Vildt blod” (“Rebel without a Cause”) med James Dean bekræftede os i, at det etablerede borgerlige samfund var fejt og usselt, Miles Davis i Tivoli med fodpedal på den mutede trompet og ryggen til publikum hele koncerten igennem fik det til at risle ned ad ryggen på mig af nye erkendelser. Jeg blev suget ind i den kunst, der bragte os ud over Giro 413 og den danske folkekomedie og skolehverdagen og æggemadderne, som vi alt sammen kendte udenad forfra og bagfra. Vi ville fandeme ud på nye eventyr. Hegnspælene skulle rykkes meget længere ud.
Og sådan fortsatte det op gennem de næste årtier. Der var Matisse, Magritte, Jorn, Dali, Buñuel, Jean-Luc Godard, Procol Harum, Hendrix, Bob Dylan, Stones, Weather Report og ikke så få andre frontfigurer, det var rivravruskende godt, hvad de lavede, og det var revolutionerende og bevidsthedsudvidende. Forudsigelige navne i dag, men ikke på forkanten, lige da tingene skete. Og selvfølgelig sker der hele tiden nye funklende ting. Fx “Sånger från andra våningen”, den svenske instruktør Roy Anderssons grumme og barokke film der for nogle få år siden gav et chokerende anderledes, humoristisk og skarpt blik på den moderne svenske civilisation, dens afstumpethed og dens forkrøblede borgere. Det var en stor, dyr film, som han selv måtte finansiere mange af optagelserne til, fordi ingen fra starten kunne forstå idéen med den og det væsentlige i, at den blev lavet. Han er et klart eksempel på en kunstner der gennemskuer verden på en måde vi andre ikke selv er i stand til. Den slags kunstnere er der gudskelov en del af rundt omkring, selv om de ikke alle er lige synlige.
Den mest synlige kunst er den, der er mest underholdning og dermed bedst forretning i. Det er ofte den, der beskriver verden lettest genkendeligt og uden de store overraskelser. Landets største mediebegivenhed på det seneste – bortset fra det kongelige bryllup – var vel Danmarks Radios udsendelse af tv-serien “Krøniken” vinteren over med tårnhøje seertal og flotte anmeldelser. En kompetent og professionelt lavet sympatisk serie om en ikke så fjern periode i Danmarks historie, som vakte genkendelsens glæde, og den elsker vi seere jo. Serien, dens dramaturgiske planlægning, dens effektive markedsføring, hele forløbet var utrolig dygtigt tilrettelagt, en nøje kalkuleret succes. Og det bør det vel også være, når så mange penge er på spil. Omvendt må jeg lidt utaknemmeligt indrømme, at når jeg tænker på, hvad der gennem tiden har gjort stærkest indtryk på mig og flyttet mig mest fremad eller til siden, så er det helt andre slags kunstneriske udtryk, det har drejet sig om. Der sker noget afgørende med det kunstneriske udtryk, når der kommer mange kalkulationer ind i billedet og afretter kunstnerens intuitive subjektive vision.
Markedet for kunsten ændrer sig voldsomt i disse år, og dermed også vilkårene for kunsten og kunstnerne. Den forretningsmæssige side af kunsten har aldrig været så fremtrædende som nu. Der har aldrig tidligere været tjent så store summer på kunsten. Mediebilledet præges mere og mere af en international underholdningskultur. De kommercielle tendenser har en ensrettende påvirkning af udtrykkene, og den mere kvalitetsprægede del af kunsten bliver trængt. Kunstnernes personlige ophavsret er under konstant beskydning af de store medieproducenter, der fusionerer mere og mere – de store fisk æder simpelthen de små. Alt sammen tendenser der er med til at udvande det originale, personlige kunstneriske udtryk og skubbe den selvstyrende kunstner ud i en marginalposition. Det er en logisk følge af, at vi befinder os i et samfund der bevæger sig mod større og større åbenhed hvad angår markedet og den personlige frihed, og samtidig større individualisme i forhold til fællesskaber og indbyrdes forpligtelser. Kunstens kommercielle markeder er effektive til at kortlægge dens salgs- og vækstmuligheder, men markedet har også brug for det uventede, det umiddelbart uforståelige og det endnu ikke accepterede for at finde nye retninger og udviklingsmuligheder. Selv når man tænker i rene markedsbaner, er det en forudsætning for kvalitet, at der findes en mangfoldighed af vidt forskellige udtryk. Det gælder både inden for musikken, teatret, filmen, litteraturen, billedkunsten, arkitekturen og designkunsten.
På tværs af alle genrer forsøger den søgende kunst at skabe et sprog, der afspejler vores udvikling og udvider vores bevidsthed om nutiden. De hastige forandringer af samfundet, vi oplever, gør kunsten endnu mere nødvendig, hvis vi overhovedet skal følge med i, hvad der foregår med os og omkring os. Kunstneren er en opdagelsesrejsende i de nye ukendte landskaber. Kunsten tolker og beskriver de skiftende vilkår for mennesket og dets drømme.
Det internationale medieocean har endnu ikke helt opslugt den lille ø, vi bor på, som stadig i et vist omfang har sine egne love og regler, en enklave hvor staten måske stadig kan have en rolle at spille over for de enorme kommercielle kræfter, der ellers i mange sammenhænge er langt stærkere end staten. Har staten mon fortsat lyst til at spille en rolle i forhold til kunsten? Kan staten se sin interesse i at styrke den originale og normsættende kunst, når nu kunsten er så central i den komplicerede proces, der styrer vores allesammens udvikling af bevidsthed og identitet.
Til andre tider og i andre lande har staten set sin klare interesse i kunstens evne til at påvirke meninger og holdninger. Sovjetunionen havde en lang og glorværdig tradition for at lade kunsten propagandere for de værdier, staten anså for de vigtigste – flid og tapperhed, troskab over for fællesskabet osv. I Maos Kina tog man afsæt i Maos lille røde katekismus til noget tilsvarende. Det tredje rige fik en noget kortere periode med den nazistiske kunsts blomstring. Og her i landet skal vi faktisk ikke mange år tilbage for at huske en fremtrædende politikers ytring om, at hvis kunsten ikke støtter os (Socialdemokraterne), så gider vi heller ikke støtte kunsten. Nu er der gudskelov stor forskel på socialdemokratiske værdinormer og fascistiske dyder, men alligevel. Vi skeptiske, nøgterne og romantiske danskere har vist altid fået en underlig smag i munden, når vi oplevede statslig styret kunstproduktion. Der plejer ikke at komme noget godt ud af det. Kunsten har en lang og sund tradition for at stille sig på den individets side – også selv om det drejer sig om en outcast, en synder og en fortabt sjæl. Kunstens rolle er nok først og fremmest dels at være kritisk iagttager af det liv, vi har med hinanden, dels at være samfundets fordomsfrit søgende fortrop på vejen fremad i det ukendte. Og det er jo lidt ustyrligt at have med at gøre, når man skal planlægge og administrere for kunsten.
Men en stærkt styrende administration er, hvad man nu til dags har stor lyst til – også når det drejer sig om offentlig støtte til kunstnerisk produktion. De fleste steder i kunstsektoren, hvor der er offentlige penge af en vis størrelse på spil, bliver der som aldrig før udfoldet energi på at styre og kontrollere produktionen. Der er vel ingen, der drømmer om at gøre kunsten nyttig i forhold til regeringens dagsordener. Det hævdvundne armslængdeprincip om at holde afstand mellem den statslige støttegiver og det enkelte valg af kunstnerisk projekt vil ingen vel for alvor anfægte. Men man vil gerne have en stor udnyttelsesgrad af bevillingerne, god kontrol med kvaliteten, fokus på publikumsmålgrupperne og de store tilskuertal. Det er udtryk for ansvarlighed. Men man skal passe på ikke at gå så nær på det kunstneriske udtryk, at det afrettes og ensrettes. Det er vigtigt at bevare tilliden til kunstnerne og deres evner til at være selvstyrende. Og det er klogt at lave administrationen af støtteordningerne så enkel og gennemskuelig som muligt og i stedet bruge pengene til selve den kunstneriske produktion. Samtidig med at man erkender det subjektive element, der ligger i enhver kunstbedømmelse, og så vidt muligt etablerer mere end én adgang til at få støtte.
Naturligvis er det ikke en naturlov, at kunsten skal have offentlig støtte. Alle kunstspektrets udtryksformer ville blive ved med at eksistere, hvis kunststøtten helt blev fjernet. Kunsten er nødvendig for os, der indtager den, og endnu mere nødvendig for dem der laver den. Den kan ikke slås ihjel. I perioder hvor folk er blevet undertrykt og kuet og pint og plaget, har kunsten ofte haft sine allermest blomstrende perioder. Jazzen ville ikke have været der uden slavehandelen og undertrykkelsen af de sorte, og rock’n roll’en var ikke sprunget ud af garagerne uden det autoritære 50’ersamfund og oprøret imod det. O me, o my, rock’n roll will never die.
Nogle politikere mener, at erhvervslivet har en vigtig rolle at spille med kunstsponsorering. For den veletablerede kunsts vedkommende er der glimrende muligheder i den model. Det har der altid været. Mozart og Beethoven havde også deres mæcener. Men erhvervslivet har selvfølgelig ikke lyst til at ofre penge på ukendte og usikre navne. Man vil naturligvis kun give priser og produktionsstøtte til de i forvejen gyldne stjerner, der så kan kaste deres nimbus tilbage på giveren. Vækstlaget har erhvervslivet normalt ingen interesse i at gøde, helt forståeligt. Her bør staten være vågen og huske, hvor stor en pay off man fx har haft på i årevis at satse på en kvalificeret dansk filmskole og rundhåndede statslige investeringer i dansk filmkunst. Dansk films store nationale og internationale succes er tydelig for enhver og bør være en inspiration for ethvert politisk parti med fremsyn.
Det vil i det hele taget være klogt og fremsynet af enhver dansk regering at se sin klare interesse i at være med til at give dansk kvalitetskunst i alle dens udtryksformer gode muligheder for at vokse frem, blive stor og stærk og folde sig ud i frihed. Kvalitetskunsten er fordomsfri, ærlig og fri i sit udsagn. Den bør give et kvalificeret modspil til de enorme og accelererende kommercielle kræfter, der ikke interesserer sig for kundernes mentale udvikling og dybere indsigt. Ikke mindst bør public service kravet (kvalitetskravet) over for de (den) offentligt støttede tv-kanaler (kanal) håndhæves med omhu.
Men selvfølgelig er det alt sammen ikke ligetil og let at have med at gøre, når det drejer sig om kunst. Kunsten er lige så svær at få hold på som Knuddi fra brandstationen – og hele tilværelsen.